Traumer
Spirituelt taler man om det grundsår af at være adskilt - simpelthen ved at vi identificerer os individuelt. I den her tekst taler jeg mere om de overvældende oplevelser, der resulterer i sår, vi ikke har fået støtte omkring, og som stadig påvirker personens livsmuligheder i nutiden. Selvom der altid er grundvilkår som menneske, er der nogle med flere relationelle udfordringer end andre. Det sker, når man som barn over tid ikke har fået sine behov mødt, og ikke har kunne udvikle sig naturligt. Hvis man har tillært sig at forlade kroppen, står man der som voksen og mangler sin indre gps. Man kan ikke mærke eller oversætte det man mærker af kropssansning. Eller hvis man ikke kan regulere sine følelser, fordi man ikke har haft forældre, der kunne det trick, ja så fyrer man afsted med utilpasset adfærd - i den her sammenhæng mener jeg med utilpasset, at det ikke passer til det, man selv ønsker i situationen. Personligheden forstyrres og man træffer forhastede eller misinformerede beslutninger. Med traumeterapi går vi ind i nutiden og ud af fortidens greb, vi lærer at rumme følelser, kroppens signaler og at kunne undersøge os selv, fremfor at reagere impulsivt. Det kan være skamfuldt, sidstnævnte, men jeg vil gerne understrege at når du bliver triggeret er det ikke bare dig der er ude af kontrol - det er dit sår, der ikke kan handle anerledes, indtil du finder healing og får kontakt til den del af hjernen der kan hæmme impulsen.
Der er blevet lavet et studie med 10 traumekriterier, som giver god mening at se på, hvis man lige vil vide, hvor udsat man er i forhold til stress. Altså ikke bare den stress, når man lige har lidt travlt, men stress der sætter sig som fysiske og psykologiske problemer. Det hedder The Adverse Childhood Experiences Study, og de 10 kategorier (hvis du har 4 eller flere, er du statistisk mere tilbøjelig til at udvikle seriøse problemer som kræft, depression, alkoholisme, selvmordsforsøg, svær overvægt m.m.) er:
Fysisk vold
Verbal vold
Seksuelle overgreb
Emotionel forsømmelse
Fysisk forsømmelse
Vold i hjemmet, hvor moderen blev mishandlet
Misbrug af rusmidler i husstanden
Psykisk sygdom hos et familiemedlem
Et familiemedlem i fængsel
Skilsmisse mellem forældre
Derudover er der naturligvis andre oplevelser, der kan være traumatiserende, for eksempel hjemløshed, diskrimination, traumer forbundet med medicinske indgreb, ligesom der er transgenerationelle traumer, der overføres fra forældre – for eksempel kan deres psykiske tilstand blive optaget i barnets implicitte hukommelse. Forældrene kan være “misafstemte” eller have en bestemt følelsesmæssig tone som ikke engang er noget, der direkte siges, og den følelsestone lagres i barnet på et ubevidst plan. De overvældende oplevelser, forældrene selv har været igennem, er der også er forsket i, at reaktionerne på visse traumer bliver transmitteret til de næste generationer. Overførsler kan være af et relationelt template - en sky af sorg - eller en skamfuldhed så tyk, den nærmest flyder i blodet.
PTSD kan udvikles efter en enkeltstående traumatisk begivenhed – et choktraume. Symptomerne er forstyrrende flashbacks, undgåelsesadfærd og hyper-årvågenhed.
C-PTSD er så desuden problemer med negativ, skamfuld selvopfattelse, følelsesregulering og interpersonelle relationer.
Det er helt overordnet, der er meget mere til det - og der er også effekterne af det - fx hvis du lider af gentagne flashbacks (eller vrimlende tanker og billeder der kan være dissocierede fragmenter der banker på) er det klart svært at koncentrere dig om noget. Eller hvis du lider af skamfuld selvfølelse kan det være svært at få et job der kræver tillid til en selv. Eller hyper årvågenheden kan give søvnbesvær, som igen påvirker hele ens hverdag, fordøjelse og hvad har vi.
Måske scanner du den her tekst for en løsning. Det kunne jeg selv finde på. Så lad mig give en med det samme: At observere din følelsesmæssige tilstand. Når du har en fornemmelse af, hvad der er i gang i dig, kan du træde lidt tilbage og træffe nogle bevidste valg. Det lyder let, men alternativet sker ofte – at vi overhører signaler i kroppen. Det kan være signaler om, at grænsen er nået, eller at den, du dater, udviser røde flag. Hvis du fejer det til side, fortsætter du den smerte, der engang blev gjort mod dig. Ja, faktisk lyder det overhovedet ikke let, hvis du har den form for traume-relateret dissociation, hvor man (ubevidst) lukker ned for følelserne og immobiliseres - eller hvis du fanges af følelserne og kun kan se ud gennem øjnene på fx en trigget del af dig. En anden løsning i forlængelse og som også skal trænes frem, er at se på dit mønster overfor andre som noget, der blev gjort mod dig engang. Jeg har let ved at finde fejl hos dem, jeg er i terapi ved. Hvorfor? Fordi jeg selv blev kritiseret meget som barn, særligt omkring mine følelser! Det er simpelt, men det virker tit. Hvad gør du i de relationer, hvor det virkelig gælder, og du møder op sårbar? Hvad sker der i dig? Og hvem har gjort det mod dig, da du var forsvarsløs? Når du ser det projektive stof, kan du åbne andre ressourcer i dig, fordi du opfatter situationen mere, som den er, fremfor at blive i en låsning i fortiden.
Traumer viser sig i nervesystemet som en kampklar tilstand eller en spacet ud-fornemmelse eller ved tidlige traumer gøres nervesystemet mere sårbart overfor fremtidige stressorer, som Susan Hart skriver. I det hele taget ligger mange svar i nervesystemet, som giver en forståelse af vores neurobiologiske reaktioner på stress. Ifølge polyvagal teorien er der tre tilstande i det autonome nervesystem, som så også i det levede liv blandes og har nuancer til sig, men kort skitseret er det her de primære
Ventral vagus: Her er vi trygge, sociale, rolige og i stand til at engagere os i kontakten med andre.
Sympatisk aktivering: Kamp- eller flugt, fordi kroppen forbereder sig på den oplevede trussel. Det er vrede, angst og det er
Dorsal vagus-tilstanden: En kollapstilstand, hvor vi frakobles, udmattes - oplevelsen af at drætte om og slukkes - og for at komme ud af den nedlukning skal vi faktisk tilbage op i det sympatiske for at når det ventrale. Deb Dana har talt om dette som en stige, hvilket giver god mening, at når vi får fat i handlekraften igen, kan vi vælge kontakten til andre. At blive i nedlukningen er håbløst.
Så tænk lige, at hvis en forælder sjældent har oplevet følelsesmæssig tryghed i sin egen opvækst, vil det selvfølgelig det påvirke deres evne til at regulere både deres eget og barnets tilstand. Det vi kan med vores nervesystemer er nemlig at co-regulere og hjælpe hinanden til tryg tilstand. Hvis forældrene misfortolker barnets naturlige udviklingsmæssige adfærd som afvisning kan det udløse forældrenes kollapsrespons, og barnet mister deres støtte. Barnet har bare nogle frakoblede voksne, der ikke er i stand til at mentalisere, da de ikke har adgang til den reflekterende del af hjernen, når de rammes på deres eget sår. Når der ikke er co-regulering udvikler barnet utrygge tilknytningsmønstre og forskellige overlevelsesstrategier, der senere hen spænder ben som voksen. Det kunne være dissociation, som sker når vi oplever noget, vi ikke har kapacitet til at rumme, så beskyttes vi på en måde fra smerten og frygten.
Okay, pyha, lad os lige trække vejret. Hvis du er med mig så langt, er der en chance for at du selv kan genkende noget. Jeg ved fra mig selv, at når jeg hører alle symptomer listet op, kan jeg blive ked af at det lige skulle overgå mig. Og det er jo også sørgeligt. Men identificerede traumer er en mulighed for at forløse potentiale, husk det. I terapi er det også vigtigt at pendulere i en eller anden grad, hvor man ikke totalt går ind i traumet, men går over til det ressourcefulde indimellem. Det kan være at huske på, at du har overlevet, og at du har fået støtte til at komme igennem det svære. Jeg stopper her - men fortsætter en anden dag i et nyt blog-indlæg - indtil da, husk det karmiske perspektiv; Du er her netop for at forløse de her traumer.
